Nå, men som i sikkert kan fornemme, så kom det som en overraskelse alt sammen. Ikke alene det, at jeg var kommet ind, men også selve stedet. Jeg havde jo talt godt for NORGE og IKKE KUN COSTA RICA. Jeg vil dog ikke brokke mig over det, men helt ærligt, så var jeg en del rystet. Hvorfor i al verden placerer mig et sted som Costa Rica og ikke norge, når de fleste hellere vil til Costa Rica end Norge? Jeg havde dog sagt til dem, at jeg var med på den "værste", men alligevel. På den anden side var Norge og Costa Rica jo også på en delt førsteplads på papirerne.
Hvor jeg så var, da jeg fik det at vide? Ja, jeg var hos en af mine rigtig gode veninder og klassekammerater - Dlven, som kommer fra Irak. Hun forstod mig slet ikke. Min mor ringede mig op, og hun lød mega rystet/ked af det i telefonen, og jeg forstod med det samme, hvad det måtte dreje sig om, men samtidigt var jeg også sikker på, at hun ikke kunne finde på at ringe mig op for at fortælle mig, at jeg IKKE var optaget, så jeg var en smule forvirret. Endeligt får hun rystet lidt af gråden af sig, og hun fortæller mig, at jeg skal til Costa Rica. Jeg tror ikke mine egne øre! COSTA RICA!! Hvad i al verden sker der?? Jeg springer op af Dlvens brors seng, som jeg sad i og springer op og ned af glæde og skriger ind i telefonen og snurrer rundt. Forstår i det hele taget godt Dlvens meget mærkeligt udtryk i hovedet bagefter. Jeg var bare så pokkers glad. Det var overstået. Ventetiden, hvor man skulle gå med angsten forsvandt bare helt. I det hele taget var det mærkeligt, at jeg allerede fik svar tirsdag den 8. - også den dag, hvor jeg havde en mystiks, men hel fridag, da de havde sagt til mig, at jeg først ville få svar onsdag den 9. eller måske først om torsdagen, alt efter hvor hurtig postdanmark var.
Min mor kom og hentede mig. Hun havde en meget kort frokostpause og i det hele taget en meget lang arbejdsdag, da hun havde taget tidligt fri til om onsdagen, hvor jeg egentligt først skulle have haft modtaget mit svar. Så efter vi havde brugt hendes pause på at glæde os skyndte jeg mig ud for at fortælle det til omverdenen (jeg tror, at absolut alle vidste, at jeg havde ansøgt). Først prøvede jeg at løbe ned til min fars arbejde, men han sad i møde, så løb jeg hen til min skole og fortalte det til kontordamerne, min matematik/klasselærer, rektor og maddamerne. Alle blev super henrykte. Jeg fortsatte min vej tilbage til Dlven, men det lykkedes mig dog at fortælle det til både min morfars kone Eva og min farmors kæreste Niels. Jeg bad dem dog om IKKE at fortælle noget videre derhjemme. Endeligt kom jeg så hjem til Dlven, hvor jeg hentede min cykel, og så kørte jeg hen til min far for at fortælle ham det. Han blev vildt glad - så dejligt at se! Det betyder virkeligt meget for mig, hvordan mine forældre har det med det. Alle andres meninger, kan som sådan egentligt være ligegyldige i forhold til. Min far sagde bare, at hvis ikke det blev mig, ja, så vidste han ikke, hvem de skulle have sendt afsted. Han skulle dog bare vide, som sagt - absolut ALLE virkede egnede til at komme afsted i mine øjne. Han sagde også, at han ville ringe til min mor, når han havde sat mig af (fantatisk - endnu mere lykke), hvilket han også gjorde. Nå, men han kørte mig så tilbage til Dlven, så jeg kunne nå at spise med og få den underskønne mad, som hun havde lavet specielt til mig (og resten af hendes familie... Den pige er 19 år og går i min klasse!). Så kom min mor og hentede mig igen, så det lykkedes mig rent faktisk at besøge Dlven 3 gange på min fridag.
Min mor og jeg kørte til Rødby (min fødeby!!), hvor jeg først blev kørt hen til min farfar, så jeg kunne fortælle ham det. Han var egentligt nok den, der har taget det værst, men jeg ved også, at han kommer til at savne mig. Det var dog ikke så slemt, for han sagde samtidigt med, at han var stolt og så videre, og det er jo egentligt også dejligt at vide, at man er savnet! Savnet af min farfar eller ej, så måtte jeg også skynde mig at fortælle det til min farmor, inden jeg skulle i biografen med mit gamle arbejde. Min mormor og min moster Kate vidste det allerede, for min mor var en sladderhank til dem begge, og derudover havde jeg ringet til Kate, da jeg var på vej ud til min far 2. gang. Nå, men tilbage til min farmor. Både min mor og jeg gik derind for at fortælle hende det, jeg vidste, at hendes reaktion måske heller ikke var for god, men det gik. Måske fordi, at jeg denne gang (kontra herlufs), havde forberedt hende en smule på det. Hun skulle dog, lige som alle os andre, lige sluge den kamel med, at det var Costa Rica og ikke Norge. Besøget blev dog hurtigt, og vi måtte skynde os til Maribo, så jeg kunne nå toget videre til Nykøbing, så jeg kunne komme til at se "Mænd, der hader kvinder". Faktisk havde jeg fortalt til 2. runde, at jeg skulle i biografen med mit gamle arbejde, og se den film. Mit arbejde blev også rigtig glad for at høre, at det rent faktisk var lykkedes mig at komme ind, når nu de vidste, hvor mange "ekstra" vagter, jeg havde taget for at komme til at tjene penge nok til rejsen og sådan, og hvor "hårdt" det havde været for mig at nå at lave lektier ved siden af også. Filmen var en helaftens film, og det var egentligt meget rart, at mine tanker fik lov til at komme et lidt andet sted hen, selvom jeg dog kom til at tænke på det engang imellem alligevel. Da jeg kom hjem, var jeg helt smadret, men samtidigt fantastisk lykkelig, sikke en følelse!
Så snart den overvældende glæde havde fortaget sig begyndte en klump i halsen at vokse. COSTA RICA. Så langt væk! Kan jeg mon klare det? Jeg har aldrig nogensinde været i Amerika før, og nu skal jeg bo i Mellemamerika i 2 år! Fortvivlelsen, om det overhovedet kunne lade sig gøre hobede sig også op i mig. Godt nok ved jeg, at jeg kan klare mange ting, men dette?
Der er nu gået en del tid, siden jeg rent faktisk fik det at vide, men jeg har ikke rigtigt haft tid eller overskud til at skrive ordentligt før i dag. Specielt ikke fordi, at min krop har reageret fuldstændigt åndsvagt - ved blandt andet at give mig feber.
De sidste par dage har så gået med egentligt at fortælle absolut alle, at jeg er kommet videre, og at jeg skal afsted til næste år. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg faktisk at folk efterhånden er pænt trætte af at høre om det. Lige bortset fra min utrolig, dejlige og fantastiske veninde Rebekka, som altid lader som om, at det jeg siger er lige så spændende, som første og forrige kan jeg fortalte det.
I dag kom min rektor også hen til mig, mens jeg sad i min spisepause sammen med mine venner, og sagde til mig, at han skulle hilse mig fra Hans Lindemann, og at han havde sagt til ham, at jeg havde givet et godt indtryk ved interviewet. Rektor havde dog kunne fortælle Hans Lindemann, at jeg godt vidste, at jeg var kommet ind. Det var dog alligevel super fedt at få at vide!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar