UWC - 2. og sidste runde

Nå, hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg faktisk ikke regnet med, at jeg skulle komme til at skrive herinde igen. Jeg var helt sikker på, at jeg ikke var gået videre, da jeg synes, at det var gået så elendigt den dag i København. I kan vel næsten gætte, at det rent faktisk lykkedes mig at komme videre til anden runde, hvilket jeg er super glad for. Jeg skulle dog vente til tirsdag den 3. med at få svar, og hold da op, hvor var det ulideligt at skulle vente i en hel dag mere, end man havde regnet med. Da jeg fik svaret begyndte jeg så at springe op og ned af glæde (og ja, folk kiggede mærkeligt). Min mor havde skrevet til mig på min telefon, at jeg VAR gået videre.

Så nu sidder jeg så her, og jeg har rent faktisk været til anden og sidste del af "prøven", som var et interview med nogle fra den danske nationalkomitee og nogle tidligere elever. De 4 af dem vidste jeg, hvem var i forvejen, og det var Ditte Sø, Kamilla Friis, Hans Lindemann og så selvfølgeligt Camilla Bredholt. Jeg blev kørt ind til København af min mor og Steffen, og vi hørte al den musik på vejen derop, som nu er nødvendigt for, at jeg kan fungere optimalt. Vi kom tidligt til København og valgte derfor at gå ind i en Quick Food i Føtex. Derefter kørte vi ind til Kristianiagade 8, hvor jeg kom 20 min. tidligere end jeg rent faktisk skulle. Eva (en gammel elev fra Norge) var den første, der var der til at tage imod én. Hendes rolle var at "nurse" om én, inden man skulle derind, så man ikke var så nervøs. Hun er godt nok utrolig sød. På daværende tidspunkt kunne jeg hverken huske, hvor jeg havde set hende henne før, eller hvad hun hed. Det eneste jeg var sikker på var, at det ikke kun (hvis hun overhovedet havde været der) var til 1. runde, at jeg havde set hende. Senere fandt jeg ud af, da jeg snakkede med min mor, at det var hende, der var der udover Ditte Sø til informationsmødet. Efter Eva og jeg havde snakket lidt sammen kom Zara så ud fra sit interview, og vi sad og snakkede lidt sammen, imens interviewerne holdte pause, men hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg overhovedet ikke huske, hvad vi snakkede om, selvom mit hjertes rytme var faldet lidt ned der på daværende tidspunkt.

- men så til selve interviewet: Jeg kom ind og præsenterede mig for alle de folk, der sad i lokalet. Jeg gav dem hånd, og alle dem, som jeg kunne huske, kunne rent faktisk også huske mig, men jeg præsenterede stadig mig selv ved at give hånd.
Det første de spurgte mig om var, hvad jeg havde tænkt, da jeg havde lavet min prioteringsliste, hvor jeg ikke havde kunne bestemme, om det var Norge eller Costa Rica, der skulle være min første priotet. Jeg forklarede dem, som det var, at jeg på daværende tidspunkt havde haft så svært ved at bestemme mig, at jeg havde synes, at det var lige meget, da jeg slet ikke var sikker på at komme så langt, som jeg rent faktisk var. Vi snakkede videre, og hvis jeg skal være helt ærligt kan jeg ikke huske hoved eller hale i, hvornår hvad blev sagt. Jeg kan dog huske, at de spurgte mig, hvilket bog, jeg så skulle læse på vej hjem i toget, hvor til jeg så måtte svare, at jeg ikke læste så meget mere, men at det havde jeg gjort meget dengang, jeg arbejdede i en boghandel. Desuden skulle jeg ikke med tog hjem, jeg blev hentet af min mor, så vi skulle nok høre musik på vej hjem. Så spurgte de mig tilgengæld, hvad jeg godt kunne lide af musik, hvortil jeg svarede, at jeg godt kunne lide Michael Learns to Rock og REM. Det så ud til at passe Kamilla Friis godt. Hun kom i hvert fald med den kommentar om, at de var meget kendte i Asien, hvilket jeg jo godt vidste. Så snakkede vi også lidt om min mors og mit forhold. De spurgte ind til, hvad jeg gjorde - hvor jeg tog hen, når/hvis jeg blev uvenner med min mor. Jeg svarede, at jeg tog ud til min farmor, og at det nok var fordi, at jeg var kommet der meget som lille. De spurgte mig, hvor min mormor var henne i billedet, og jeg svarede, at hun havde 13 børnebørn, så det var nemmere bare at være hos farmor (mormor har godt nok kun 10 børnebørn, men jeg kunne ikke lige huske det præcise tal) - dette fik dem til at grine hjerteligt. Jeg fik faktisk dem til at grine op til flere gange. Et af de sidste spørgsmål de stillede mig var, hvor jeg var om 10 år. Meget spontant pegede jeg i retningen af Camilla Bredholt, og de var alle sammen flade af grin. Det var vildt dejligt, for det var som om stemningen lige løste sig der, lige inden mit interview var færdigt. Jeg fik dem også til at grine, da vi på et tidspunkt havde snakket om min prioriteringsliste og om, at Sydafrika ikke var på min 10. plads, selvom den stod sådan på mit papir, men at den kun var kommet det, da jeg ikke troede, at der var mulighed for at komme afsted, men at den så tilgengæld lå midt i. Nå, men det der så fik dem til at grine igen var, da vi sidder og snakker om, hvordan jeg har det med regler, som jeg ikke helt forstår, om jeg kan leve under dem og så videre, det svarer jeg selvfølgeligt til, at det kan jeg sagtens, men at jeg altid vil prøve at lave reglerne om, så de bedre passede til mig. Så kom Hans Lindemann så med det eksempel, at jeg hvis jeg boede på skolen i Costa Rica ville komme til at bo på en skole, der var meget striks, og hvor man skulle gå i seng klokken 10. Lige efter han har sagt det, vælter det ud af munden på mig, at så vil jeg da hellere til Norge - og det er så her, at de alle sammen er flade af grin igen.
De spurgte om en masse ting, som jeg sikkert mere eller mindre har glemt, hvad var. Jeg kan dog huske, at de også spurgte mig om, hvordan min mor ville have det. Dette svarede jeg til, at det var jeg helt sikker på, at det var fint for hende. Når jeg tænker nærmere over det, føltes det egentligt som om , at de ville lægge alle argumenter i munden på mig, så de var sikre på, at jeg kunne svare helt korrekt og godt, for det næste som hende kvinden (kan ikke huske hendes navn) siger er, at min mor jo også har prøvet det før, da jeg var på Herlufsholm.
Angående Herlufsholm, så fik de også hele historien om, hvordan jeg egentligt var kommet derop i sin tid. De spurgte mig, hvordan det kunne være, at jeg var kommet derop (jeg tror, at de havde meget svært ved at sætte mig i forbindelse med "snobberi"). Jeg måtte forklare dem det hele om, hvordan min mor dengang, da jeg var mindre forgæves havde prøvet at få mig lidt væk fra "skolen". Hun havde forsøgt at få mig til at se på efterskoler med noget kreativt så som Langelands maritime efterskole. Hvortil jeg det blot havde svaret, at det var overhovedet ikke interessant, men hvis jeg skulle gå på en anden skole, så skulle det være en skole, hvor man havde et ekstra fag eller noget. Min mor havde så i frustationer udbrudt, at sådan en skole fandtes slet ikke, det skulle lige være Herlufsholm, og det var ikke en efterskole, men en kostskole. Så gik jeg op på internettet og søgte om det og ville i gang med at ansøge, hvor jeg tror, at min mor var ved at få et føl. Der fik jeg dem egentligt også til at grine. Jeg lod det dog som underforstående ligge, at jeg måske ikke var helt så fokuseret på skolen længere, som jeg var dengang, og at jeg den dag i dag måske godt kunne have synes, at det havde været meget fedt med et ophold på Langelands maritime efterskole.

So far - so good. Det skulle selvfølgeligt gå lidt galt for mig inden tiden var ovre. De begyndte at stille mig spørgsmål i retningen af, hvad jeg ville tage med af ting og sådan, hvis jeg kom afsted - altså, hvordan jeg ville repræsenterer Danmark. Jeg havde desværre slet ikke tænkt i disse tanker på det tidspunkt, hvilket jeg ikke fik formuleret ud i en sætningen, fordi jeg kæmpede for at udtænke noget genialt. Så jeg fik ikke rigtigt svaret så meget til det. Jeg fik dog hevet op med noget tordenskjold, den lille havfrue, nationalretter(Muhammedtegningerne) og en glad pige. I det hele taget ikke et alt for genialt svar. Det værste var så bare, at spørgsmålet om, hvad jeg kunne give UWC, kom umiddelbart efter. Rigtig ærgerligt, for det vidste jeg faktisk heller ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare til. Det blev dog til en noget med en glad pige, der udviste interesse over for andre og overskud. Hertil kom vi så let og elegant hen til historien fra dagen inden, hvor jeg havde været til skolefest, hvor der var nogen, der havde mobbet en, fordi hun var for tyk, hvor jeg så havde sagt til dem, der mobbede hende, at jeg ikke synes det var i orden, hvorefter jeg selv havde været ude at danse med hende på gulvet og været oppe og bestille musik. Det så ud til, at de godt kunne lide denne historie, de spurgte mig i hvert fald, om det var noget, som jeg gjorde "ofte" - hvilket det jo er. Til sidst faldt kommentaren fra Ditte også, at jeg virkede som en meget reflekterende pige, men jeg kan umiddelbart ikke huske, hvilket spørgsmål, der kom efter, men jeg mener, det var noget med at tage ansvar for noget - men er ikke helt sikker. De tog meget fat i det, at jeg kom fra en såkaldt "rød ø", men at jeg selv var liberal, så jeg fik også fortalt dem hele historien om, hvordan VU først rigtigt blev startet op igen, da jeg kom ned til Lolland, så at jeg rent faktisk havde været med fra starten af. Jeg måtte så også fortælle dem, at jeg ikke længere var helt sikkert i mit politiske holdepunkt. Kamille stillede mig et såkaldt "provokerende" spørgsmål - må indrømme, at det ikke provokerede mig. Hun spurgte mig indtil, hvordan det kunne være, at jeg var så engageret i OD, når jeg samtidigt var fra VU. Jeg vidste godt, at VU også var skeptiske overfor OD, men helt ærligt, så anede jeg ikke, hvorfor. Derfor gik jeg ud i en forklaring om, at selvom der var mange penge der gik til spilde i OD, synes jeg stadig, at det var godt, i hvert fald for mig, at prøve at lave sådan noget for at få egne erfaringer. Kamilla skyndte sig så at sige til mig, at det var ikke derfor, at VU havde taget afstand fra OD, men pga. ODs samarbejdspartnere. Dertil havde jeg kun at sige, at det var en fejl fra min side, at jeg ikke havde undersøgt det nærmere, hvorfor det egentligt var, at der var nogen der var i mod OD, men at det som sagt var de personlige erfaringer, som jeg var ude efter, men at det selvfølgeligt kunne være forkert at være med i OD, hvis de samarbejdede med nogen, som evt. ikke var gode at samarbejde med, men efter som jeg ikke vidste, hvem det var, havde jeg svært ved at tage stilling til det. I den sammenhæng - da vi snakkede om OD, spurgte de mig, om jeg var god til at få folk med på ideer, hvilket jeg måtte svare ja til, hvorefter jeg fik fortalt, at vi havde fået næsten halvdelen af skolen til at gå ud og tjene penge den dag til operationdagværk. De har sikker spurgt om andre ting, men jeg kan ikke huske mere.

Det var i hvert fald et super hyggeligt interview med nogle meget søde mennesker. Det var dog utroligt lettende at komme ud til Eva igen, da man slapper meget mere af i hendes selskab i forhold til de 6 andres. Vi snakkede lidt og så kom Ditte (hun er fra Bornholm). Ditte er en, som jeg lærte at kende ved 1. runde, og hun er mega sød, og hun har også Norge som sin 1. priotet. Vi har også hinanden mobilnumre, og vi har skrevet lidt sammen om UWC. Jeg blev der, til hun gik ind og skulle interviewes, og jeg snakkede lidt videre med Eva, og jeg fik spist min guldkaramel, så nu kender hun også til min lille maskot. Det morede vi os egentligt meget over. Da vi havde siddet lidt, fortalte hun mig, at min mor havde været oppe at låne toilettet, så hun var kommet tilbage fra sin tur. Så jeg sagde farvel til hende, og hun fik et kram og en kommentar om, at jeg håbede at møde hende igen. På vej ned af trapperne fandt jeg en anden pige siddende. Hun kom fra Silkeborg. Jeg sagde til hende, at hun bare kunne gå derop. Jeg havde også selv haft det problem med, om man måtte gå ind af døren eller ej, hvilket jeg også havde sagt til Eva, at man burde skrive et skilt på døren, hvor der stod et eller andet med, at man bare skulle komme ind.

Ned i bilen kom jeg da, og jeg havde også en fornemmelse af, at det var gået rigtig godt. På vejen hjem kørte vi lige forbi den lille havfrue og drak noget varm kakao i det kolde vejr. Jeg fortalte en masse om, hvad de havde spurgte om. Selvom jeg synes, det er gået utrolig godt til interviewet, så er jeg slet ikke sikker på, at jeg er kommet ind. Jeg håber det dog, og jeg vil allerhelst til Norge eller Costa Rica, men lad os se. Jeg får svar på onsdag allerede, så hvis der kommer endnu et indlæg herinde fra mig af, så ved i nok, at jeg er kommet ind.